Farvede ædelstene
Der findes uhyre mange ædelsten, som anvendes ved smykkefabrikation. Læren om ædle stene kaldes gemmologi. Udtryk som halvædelsten anvender vi ikke i branchen — ingen sten er vel mere ædel end andre, men nogle sten er mere sjældne og dermed mere kostbare. Kvaliteten på ædelsten kan være vanskelig at vurdere for "menigmand" — pas derfor på, hvis du køber sten på en rejse. Safir og Rubin er samme mineral - korund - men farverne er forskellige. De mest kendte og kostbare safirer er kornblomstblå, mens rubiner skal være røde (dueblodsfarvede). Farven skal helst ligge ensartet i hele stenen - revner og skår samt uklarheder såvel i safirer og rubiner som i alle andre ædle stene gør disse mindre kostbare.
De mest kostbare smaragder har en dyb, smuk, grøn farve og skal helst være uden synlige indeslutninger (såkaldt urtegård). Det er en vidunderlig sten, men da den er lidt skrøbelig tåler den desværre ikke kraftige stød. Det vil være for omfattende at nævne de mange smukke og spændende ædelsten, der bliver anvendt til fascinerende smykker.
Flere sten bliver imiteret eller fremstillet syntetisk. Kom ind i guldsmedens "Aladins Hule" og se de skønne flerfarvede opaler, de vandbIå akvamariner, de dybt lilla ametyster samt mange andre sten, der hver har deres historie og symbolik.